You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Taarupgaard ved Hjarbæk Fjord

Området ved Taarupgaard ved Hjarbæk Fjord er et gammelt herregårdslandskab med både en flot natur og en interessant historie.

Der er ikke offentlig adgang til de fredede bygninger, som er i privat eje, men man er velkommen på det afmærkede stisystem.

Der er opstillet informationstavle og afmærket 2 små vandreture, hvorfra du kan opleve lidt af områdets særpræg og se udsigt over den smukke Hjarbæk Fjord.

Det kuperede landskab omkring Hjarbæk Fjord er dannet i slutningen af sidste istid for ca. 18.000 år siden, hvor området endnu var dækket af is.

Da isen smeltede bort, løb enorme mængder smeltevand fra Midtjylland i en periode til Limfjorden hen over det område, der i dag er Hjarbæk Fjord. Senere ændrede smeltevandet retning og fik udløb i Randers Fjord.

Hjarbæk Fjord har i dag tilløb af 4 vandrige åer: Fra syd Jordbro Å og Fiskbæk Å, fra øst Skals Å og Simested Å.

Hjarbæk Fjord er vildtreservat, og især om efteråret og vinteren raster mange fugle, blandt andet svaner og ænder. I fjorden findes brakvandsfisk som fx laksefisken helt.
Hjarbæk Fjord er også udpeget som det såkaldte EU-habitatområde H30 og fuglebeskyttelsesområde F24.

Skoven nordvest for gården er en lille blandet løv- og nåleskov med en del forskellige fugle.

Herregården nævnes allerede i begyndelsen af 1400-tallet. Den ligger på et gammelt firkantet voldsted delvis omgivet af voldgrave og park.

De ældste dele af hovedbygningerne er fra 1500-tallet. Huset var indtil 1747 en etage højere end nu. Èn af gårdens mest kendte ejere var adelsmanden Niels Kaas (1534-1594). Han var kansler (det vil sige øverste embedsmand) for kong Frederik den II, og er nok den mest betydningsfulde mand, Fjends Herred har fostret. Den gamle adelsslægt Kaas ejede herregården 1422-1602.

I 1930 blev Taarupgaard solgt til en køber, som udstykkede store arealer og drev restaurant i hovedbygningen. Staten købte i 1941 gården og brugte den under krigen til ungdoms-arbejdslejr, hvor unge arbejdsløse boede, mens de deltog i udtørringsarbejde. I perioden 1948-2005 var Taarupgaard en ungdoms-kostskole, ejet og drevet af 7 kommuner i fællesskab. I dag er den gamle herregård i privat eje.

Bygningerne er fredet.

Taarup Kirke ligger tæt ved og har flot inventar og er værd at se, især altertavlen og pulpituret (hævet lidt over gulvet og med plads til 8-10 personer).

En del arealer er hegnet, så kvæg og heste kan græsse og derved holde arealerne åbne.

I 1966 blev anlagt en dæmning med sluse i den nordlige ende af Hjarbæk Fjord for at forbedre dyrkningsforholdene for landbrug omkring fjorden, især for at sikre de lave arealer mod oversvømmelser. Derfor blev slusen indrettet sådan, at den kun tillod vandet at løbe ud af fjorden.

Før dæmningen havde Virksund en aktiv fiskerihavn med et stort fiskeri efter saltvandsfisk som sild og skrubber. Men dæmningen gjorde fjorden til et ferskvandsområde med tiltagende forureningsproblemer. Problemerne er søgt løst ved en mere reguleret tilførsel af saltvand, idet sluserne blev åbnet i 1991.

Men problemerne er der fortsat: Fjordvandet syd for dæmningen er lagdelt med tungt, saltholdigt og råddent bundvand, hvor det lettere og ferske overfladevand fra de fire store åer løber ovenpå.

Der er adgang fra en P-plads foran gården. Her er opsat en informationstavle - se den her, der viser de 2 afmærkede vandreruter.

Den ene rute fører rundt i den lille skov nordvest for gården, den anden fører op til fjordskrænten sydøst for gården. Fra skrænten er den bedste udsigt over fjorden: Lige over for ligger Lynderup Hage på Rinds-halvøen, mod øst ses Hjarbæk by og havn, Vorde Kirke og Skals Enge. Fjernt mod nord anes Virksund-dæmningen.

Du er velkommen på det afmærkede stisystem, men der er ikke adgang til bygningerne og haven, som er i privat eje. Vælger du stien, der går gennem skoven, skal du straks efter vognporten dreje til venstre op mod kirkegårdsdiget. Dernæst til højre og venstre om den gamle gymnastiksal.

Barnevogne kan medtages, men vej og stier er i ret bakket terræn.

Taarup Kirke er åben fra 9-17, og der er adgang fra kirkens P-plads.

Der er adgang til området fra rute 26 ca. 10 km vest for Viborg.

Adresse

Taarupgaard Allé 8, 8831 Løgstrup.

Ejer

Privat ejet.

Karen Hingkjær Glerup-Nielsen

Tlf: 87 87 52 21