Viborg Kommune har de seneste år etableret en del stier, og de største cykelruter er nu forbundet ved Viborg Banegård og Rutebilstation. Der er også etableret cykelstier mellem byer i kommunen og i byerne.
Flere skal få lyst til at cykle
Formålet med planen er få flere til at cykle. Vi vil gerne bidrage til, at skoleelever, borgere generelt og turister, kan benytte cyklen i deres daglige eller lejlighedsvise transport rundt i kommunen.
Herudover er det også et mål at skabe større tilfredshed hos brugerne af cykelstierne. Det gør vi ved at anlægge flere cykelstier, forbinde eksisterende strækninger og ved at have fokus på overskuelighed og information om cykelruterne.
Tanken bag Den Midtjyske Cykelstjerne har været at udbygge planen efter behov. På den måde kan andre stier have fået højere prioritet end nogle af de strækninger, der var med i den oprindelige plan.