You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Bjørneklo og andre invasive planter

Den store bjørneklo - Kæmpebjørneklo - er giftig og den er en invasiv art, som vi gerne vil af med. Viborg Kommune har vedtaget en indsatsplan til at bekæmpe planten. Miljøstyrelsen har info og råd til hvordan den og andre invasive arter kan bekæmpes.

Indsatsplanens formål er at sikre at kæmpebjørneklo bekæmpes, så ingen planter sætter frø. 

Planen beskriver, hvad vi skal gøre for at udrydde kæmpebjørneklo fra Viborg Kommune, og hvilke forpligtigelser både både private og offentlige grundejere har.

Bekæmpelse skal være foretaget senest den 1. juli hvert år, indtil bestanden er udryddet.

Du kan selv bekæmpe

Du kan læse om de mange metoder til at bekæmpe kæmpebjørneklo på i indsatsplanen.

Hvilken metode, der er bedst, afhænger af bestandens størrelse og voksested. Og husk, at der må ikke anvendes gift i eller nær ved naturarealer uden særskilt tilladelse fra Viborg Kommune.

Du kan bekæmpe ved

  • rodstikning
  • slåning
  • skærmkapning
  • græsning
  • sprøjtning
  • afdækning med plastik og pløjning eller fræsning.

Planlæg bekæmpelse

For at få succes med bekæmpelsen af kæmpebjørneklo, er der især tre faktorer i spil:

Planlægning

Bekæmpelse af bjørneklo foregår over flere år. Derfor er det vigtigt at have en plan. Indsatsen er mest krævende de 3 første år. Valget af metode afhænger af antallet af planter i bestanden. Derfor kan det være nødvendigt at skifte metode undervejs.

Tidlig start

Hvis man starter bekæmpelsen allerede i marts-april, er planterne små og lette at fjerne. Dermed bliver arbejdet mindre tidskrævende og billigere. På denne tid af året er det desuden passende at have langærmede trøjer og bukser på. På den måde kan man undgå at få plantens ætsende saft på huden.

Vedholdenhed

Du får det bedste resultat første år, ved at besøge bestanden med 2-3 ugers mellemrum, hvor du fjerner nyspirede planter. Derefter tilser du arealet hvert år for at sikre, at der ikke vokser nye planter frem.

Frø fra kæmpebjørneklo kan overleve i jorden i op til 8 år, så det er nødvendigt at vende tilbage i en årrække, før man kan sige, at kæmpebjørneklo er endeligt udryddet.

Det gør vi

Vi bekæmper på kommunale arealer.

  • Siden 2015 har vi bekæmpet en meget stor forekomst i et særligt indsatsområde langs Vindelsbæk og Tange Å.
  • I 2023 udfører Viborg Kommune bekæmpelse af kæmpebjørneklo ved Simested Å, Kølsen Møllebæk, Fiskbæk Å, Mammen Bæk og Lynderup.
  • På private arealer kan vi udføre bekæmpelse af kæmpebjørneklo, hvis vi vurderer, at arealet er svært tilgængeligt samtidig med, at bestanden har en høj mulighed for at sprede sig, fx hvis den er placeret tæt på vandløb, grøfter eller fjorde.

Giv os et tip

Du kan hjælpe os med at få et bedre overblik over, hvor der findes kæmpebjørneklo i Viborg Kommune. Du kan fortælle os om kæmpebjørneklo på en af disse måder:

  • Indberet det her på Viborg.dk ved at bruge den lysegrønne boks her på siden.
  • Kontakt os ved at skrive eller ringe. Se kontakt oplysninger nederst på denne side.

Kontakt

Julie Østergaard Markussen

Tlf: 87 87 55 17