Okker i vandløb
Okker ses mest i kalkfattige lavbundsområder med højt indhold af jern i jorden.
Under iltfattige forhold er jernet bundet med svovl i jorden i form af pyrit.
Når grundvandsstanden i jorden sænkes ved dræning eller uddybning af vandløb, bliver pyritten iltet og spaltet til ferrojern og svovlsyre. Ferrojern er giftigt for smådyr og fisk, og det er derfor vigtigt at begrænse udledningen.
Ferrojern er opløst i surt vand, men i takt med at svovlsyren neutraliseres i jordvand og vandløb, bliver ferrojernet yderligere iltet og udfældes som okker. Okker i vandløb ses som røde belægninger på bund og planter.
For at begrænse udledningen af okker til søer og vandløb, er der udpeget okkerpotentielle områder, hvor risikoen for udledningen af okker er særligt stor.
I okkerpotentielle områder må der ikke foretages dræning eller udgrøftning uden tilladelse fra kommunen.
I nogle tilfælde gives tilladelse til dræning på vilkår om etablering af okkerrensende foranstaltninger som eksempelvis okkersøer. I sådanne tilfælde indstiller kommunen sagen for Miljøstyrelsen, som træffer afgørelse for opstilling af vilkår eller afslag.
På Miljøportalen (eksternt link)kan du se, om dine arealer ligger i okkerpotentielle områder. Når du har trykket på "søg miljødata på kort" skal du åbne laget "Tilskudsordninger og drift af landbrugsjord", herunder finder du et lag med Lavbund og Okker.
Ansøgninger om dræning i okkerpotentielle områder skal indsendes skriftligt tilnaturogvand@viborg.dk.
Ansøgningen skal indeholde forudgående jordbundsundersøgelser.
Florian Rasmussen
Natur og Vand