Ormstrup Sø
Ormstrup Sø ligger øst for Tange Sø umiddelbart neden for Ormstrup Gods. Søen er privatejet.
Oplandet til søen består primært af dyrkede landbrugsarealer. Arealerne syd for søen er bevokset med skov, der er under konvertering fra nåleskov til løvskov.
Der findes ingen egentlige tilløb til Ormstrup Sø. Afløbet er i søens vestlige ende, hvorfra vandet løber til Tange Sø, og videre til Gudenåen.
Søen er formentligt dannet som et dødishul i slutningen af istiden. Den er 13 ha og har største dybde på 4 m. Vandtilførsel kommer fra et væld.
I Viborg Amts Regionplan har Ormstrup Sø basis-målsætningen (B). Det betyder, at søen skal have et alsidigt dyre- og planteliv, der kun tillades svag påvirkning af menneskelige aktiviteter. Søen blev senest undersøgt i 2004. Ved dette tilsyn opfyldte søen ikke målsætningen.
Søen er noget forurenet, sandsynligvis primært pga. tidligere tilledninger af spildevand fra Ormstrup Gods samt påvirkning fra landbrugsaktiviteterne på søens nordside. Endvidere udsætning og fodring af ænder.
Søen har haft sommermaksima af planktonalger med pH værdier > 10. Der findes ingen undervandsvegetation i søen. Resultater tyder på, at søen har været eutrofieret siden 1850.
For yderligere information henvises til Miljøstyrelsens hjemmeside om vandområdeplanerne (eksternt link).
Der er sejladsforbud hele året.
Der er ingen badesteder i søen - se mere om badesteder og badevandskvaliteten her.
Florian Rasmussen
Natur og Vand