Lønninger i aftenskolen
Gældende og tidligere lønsatser for lærere og ledere kan ses nedenfor.
Lønsatserne er fastsat af Finansministeriet og skal følges. Hverken mere eller mindre. Aftenskoler kan søge om tilskud til lønudgifter til lærer og skoleleder.
Hvad gælder for tilskud til løn?
Lærerlønsats
1. oktober 2023: 301,12 kr. - inkl. feriepenge 338,76 kr.
1. april 2023: 300,13 kr. - inkl. feriepenge: 337,65 kr.
1. oktober 2022: 295,47 kr. - inkl. feriepenge 332,40 kr.
1. april 2022: 294,61 kr. - inkl. feriepenge 331,44 kr.
1. oktober 2021: 289,47 kr. - inkl. feriepenge 325,65 kr.
1. april 2021: 288,61 kr. - inkl. feriepenge 324,69 kr.
1. februar 2021: 286,32 kr. - inkl. feriepenge 322,11 kr.
Leder (lønramme)
Reglerne for aflønning af ledere fremgår af lønbekendtgørelsen. Der er forskellige regler, om der er tale om en deltidsleder eller en fuldtidsleder. Se bekendtgørelsen for de præcise regler.
I tilskudsregnskabet kan skolen højst medregne et samlet beløb til ledelse svarende til 13% af foreningens samlede udgifter til tilskudsberettiget løn til lærere. Et foredrag regnes for 6 lærerløntimer i denne sammenhæng.
En lærer kan p.t. få præcis gældende lønsats pr. undervisningslektion, hverken mere eller mindre - heller ikke kørselstilskud.
Lønnen er ikke tilskudsberettiget, hvis det ikke er denne sats, som anvendes.
Tilskuddet udgør maksimalt 1/3 af '6 x lærerløn inkl. feriepenge'. En foredragsholder må gerne få fx 5.000 kr. for et foredrag. Det, der ikke er tilskud, betales af deltagerbetalingen.
Drejer det sig om fleksible tilrettelæggelsesformer, bestemmer skolen selv lønnen/betalingen, da denne tilrettelæggelsesform ikke er omfattet af lønbekendtgørelsen.
KL og Oplysningsforbundenes Fællesråd udsendte i 2007 vejledning om administrationen af de fleksible tilrettelæggelsesformer i aftenskolerne. I vejledningen foreslås det, at de fleksible tilskudsberettigede udgifter ved de fleksible tilrettelæggelsesformer udgør de faktisk afholdte udgifter, dog højst svarende til et beløb, der ca. dækker lærer- og lederlønudgifterne ved almindelig aftenskoleundervisning. Dette beløb er for 2022 og 2023 beregnet til 418,84 kr.
Lederhonorar for fleksible tilrettelæggelsesformer kan højst udgøre 20% af den samlede udgift til fleksible tilrettelæggelsesformer.
Udgifter til oplægsholdere og ledelse er ikke omfattet af lønbekendtgørelsen og kan derfor fastsættes af skolen selv.
Kommunalbestyrelsen kan forud for tilskudsåret fastsætte en procentgrænse for, hvor meget en udgiftstype må udgøre af skolens samlede 10 pct. ramme.
Der er ikke fastsat en sådan grænse i Viborg Kommune.