Jordforurening i Danmark
For at få overblik over jordforurening i Danmark skal forureninger, der udgør en trussel for miljøet, kortlægges. Forureningen stammer ofte fra virksomheder og værksteder. Det betyder, at når der er konstateret en forurening på en ejendom eller, når der er mistanke om forurening på en ejendom, skal denne kortlægges. Region Midtjylland står for kortlægning af forurenede og muligt forurenede grunde.
I Viborg Kommune findes ca. 600 forurenede eller muligt forurenede lokaliteter.
Kortlægning sker på to niveauer - V1 og V2
Arealerne kortlægges på to niveauer, alt efter hvor præcist kendskabet til forurening er.
En ejendom kortlægges på vidensniveau 1 (V1), når man ved, at der har været aktiviteter på arealet som gør, at jorden kan være forurenet. Et eksempel er en fabrik, der har brugt kemikalier, som er skadelige for mennesker og grundvand.
En ejendom kortlægges på vidensniveau 2 (V2), når man på baggrund af en teknisk undersøgelse ved, at jorden er forurenet. Viser undersøgelsen, at kun en del af grunden er forurenet, er det kun den forurenede del der kortlægges.
På Danmarks Miljøportal kan du se, hvor der er kortlagt forurening. Du kan også læse mere om jordforurening og meget mere om miljø og natur på miljøportalen.
Hvis du har spørgsmål til forurening på din ejendom, kan du kontakte Teknik og Miljø, Virksomhedsmiljø eller Region Midtjylland.
Hvis du ikke selv er skyld i en forurening, kan du ikke blive tvunget til at betale for, at den bliver fjernet.
Du skal dog være opmærksom på, at en forurenet grund kan falde i værdi og være vanskeligere at sælge. Dertil kommer, at det kan det blive dyrere end normalt at lave ombygninger og lignende på en forurenet grund, fordi kommunen f. eks. kan stille vilkår til byggeriets udførelse. Desuden vil bortskaffelse af forurenet jord være forbundet med omkostninger.
Hvis grunden er kortlagt, skal du altid indhente tilladelse ved din kommune, hvis du skal bygge, grave, flytte jord eller ændre anvendelsen af det kortlagte areal til noget mere følsomt.
Jordstyringsregulativ
Viborg Kommune har udarbejdet "Regulativ for jordstyring og områdeklassificering i Viborg Kommune" (Jordstyringsregulativ) for at sikre, at flytning og transport af forurenet og lettere forurenet jord i Viborg Kommune sker efter de gældende regler.
Regulativet beskriver de situationer, hvor en jordflytning skal anmeldes til Kommunen, bl.a. kravene til dokumentation og anmeldelse inden jorden må flyttes.
Link til dokument Regulativ for jordstyring (PDF).
For overskudsjord fra vej- og ledningsarbejder er der udarbejdet regulativ
"Retningslinjer for håndtering af overskudsjord fra vej- og ledningsarbejder" (pdf)
Grunde med jordforurening
Regionen er myndighed for kortlægning af forurenet jord. Du kan også læse om Region Midtjyllands praksis vedrørende kortlægning af grunde, og hvilken betydning det har for dig som grundejer.
Forureningsramte boligejere kan få økonomisk hjælp fra værditabsordningen som du kan læse om på miljøministeriets hjemmeside. (eksternt link)