You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Underretning - hvis du er bekymret for et barn eller en ung

Send en underretning eller kontakt Frontteamet, hvis du er bekymret for et barn eller ung.

Hvis du har viden eller mistanke om, at et barn er truet eller har svære problemer, skal du underrette kommunen. Du kan underrette både via telefon og mail, ligesom du har mulighed for at være anonym.

Underretningen skal sikre, at barnet og familien hurtigt får tilbudt hjælp.

Underret som privat person

Hvis du er bekymret for et barn og ønsker at underrette os, kan du benytte vores selvbetjeningsløsning. 

Din underretning sendes til Frontteamet i Familieafdelingen.

Underret som ansat i Viborg Kommune

Er du ansat i Viborg Kommune, kan du indberette bekymringer via et af to følgende skemaer.

I skemaerne fremgår vejledning i, hvordan du indberetter. 

Du modtager en bekræftelse fra os senest 6 hverdage efter, vi har modtaget underretningen.

Underret som samarbejdspartner

Hvis du eksempelvis er læge, træner i en fritidsklub, ansat i psykiatrien eller på anden vis i kontakt med børn og unge i Viborg Kommune, kan du underrette os, hvis du er bekymret for et barn eller en ung under 18 år. 

Du kan benytte vores selvbetjeningsløsning til underretning. 

Din underretning sendes til Frontteamet i Familieafdelingen.

Læs også folderen "Samarbejde mellem praktiserende læger og Familieafdelingen (pdf)"

Kontakt Frontteamet, hvis du har spørgsmål om underretninger

Familieafdelingens frontteam

87 87 76 40
Send sikker mail som borger Obs: Når du sender en mail til os, vil du blive bedt om at bruge MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer
Prinsens Alle 5
8800 Viborg

Du kan ringe til Familieafdelingens rådgivere i hele kommunens åbningstid. Rådgiverne træffes dog bedst på nedenstående tidspunkter:

 

Mandag kl. 8.15-9.15

Tirsdag kl. 13.00-14.00

Onsdag kl. 8.15-9.15

Torsdag kl. 13.00-14.00

Fredag kl. 8.15-9.15

 

Kontakt Socialvagten på tlf.: 87 87 87 87, hvis det er uden for kommunens åbningstider.

Hvordan gør du, hvis du vil underrette anonymt?

Du kontakter Frontteamet via telefon, hvis du ønsker at være anonym i forbindelse med en underretning på et barn.

Du undlader at oplyse navn, men fortæller os at du vil aflevere en anonym underretning.

Du skal være opmærksom på, at forældrene til barnet, du er bekymret for, får underretningen til gennemlæsning - også selvom du underretter anonymt. Vær derfor opmærksom på, at du ikke formulerer dig på en måde, så du kan identificeres

Vi opfordrer til, at du vælger at identificere dig. Det gør vi for, at vi kan skabe så stor klarhed som muligt om din underretning.

 

Beredskab mod vold og seksuelle overgreb

Tegn på svigt og overgreb

  • Problemer med at kontrollere impulser. Fx hyppige raserianfald, mangel på vredeskontrol, voldsom masturbation
  • Barnet virker angst, græder umotiveret.
  • Virker trist og måske depressiv og lider eventuelt af skyldfølelse
  • Stille barn. Usynligt, flittigt, men ængstelig med tendens til at isolere sig
  • Mangler nysgerrighed og interesse for omgivelserne. Fx kontaktproblemer og angst for berøring eller øjenkontakt
  • Klæber til voksne eller tager afstand fra voksne
  • Adfærdsændringer som ikke kan henføres til almindelige udviklingsområder. Fx tab af glæde ved ting og aktiviteter, tidlig seksuel aktivitet, søvnforstyrrelser, er ikke længere renlig, selvdestruktiv, traumatiseret eller tvangsagtig leg
  • Koncentrationsvanskeligheder. Har svært ved at modtage læring og bliver let påvirket af uro
  • Fysiske tegn på omsorgssvigt: forsømt i forhold til personlig pleje, søvn og mad
  • Har mange fysiske klager over fx hovedpine, mavesmerter eller underlivssmerter
  • Spiseforstyrrelser: stærkt over- eller undervægtigt
  • Uhensigtsmæssige alkohol- eller stofmisbrugsvaner
  • Forsømmer tit skolen