You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Fakta om Lokaldysten

Her finder du fakta om Lokaldysten.

Historik
I foråret 2013 udviklede Kultur, Service & Events og foreninger i de to landsbyer Rødding og Ulbjerg et koncept for en lokal motionskonkurrence i forbindelse med Hærvejsløbet. Det blev en stor succes med deltagelse af halvdelen af borgerne i de to byer. Deltagerbyerne fremhæver som positive elementer, at alle borgere, uanset alder og fysisk niveau, kan deltage i konkurrencen, det sociale fællesskab og at det det er nemt for dem at planlægge og afvikle. I 2014 og 2015 deltog 8 byer. Antallet er steget med årene, og i 2022 deltog 18 byer. 

Koncept
Hver deltager samler kilometer ved at bevæge sig flest mulige omgange på ruterne i de 2 timer arrangementet varer. Der er en gå-, løbe- og cykelrute med forskellige distancer. Derfor handler det om, at få flest mulige borgere til at deltage, så der samlet kan tilbagelægges de længste distancer på ruterne. Byernes samlede antal tilbagelagte kilometer sættes i forhold til antal indbyggere i byen. Antal cyklede kilometer halveres i optællingen for at undgå, at der kan være en fordel i at cykle. Den by der samlet har bevæget sig længst pr. indbygger vinder. Alle borgere kan deltage uanset alder og fysisk niveau. Alle landsbyer med over 200 indbyggere og under 3000 indbyggere kan deltage i konkurrencen.

Beregning af resultat og præmier 
På den årlige evaluering sammen med de lokale samarbejdspartnere fra deltagerbyerne besluttede vi fortsat at halvere antal cyklede kilometer i beregningen. Dette gør vi fordi at når du cykler, så bevæger du dig hurtigere, end når du går/løber. Der skal med andre ord ikke være en fordel i at cykle, frem for at gå/løbe. Ruterne har forskellig længde, så det tager ca. lige lang tid at gennemføre en runde uanset, hvilken disciplin/rute man vælger. På den måde, kan alle deltagere også forventes i mål omkring kl. 19.30, hvor løbet slutter og alle elastikker skal afleveres. Sidste runde skal påbegyndes senest kl. 19.15 fra start/mål-området.

Sammen med vores lokale samarbejdspartnere fra byerne har vi fra 2019 besluttet, at præmierne fordeles lidt anderledes, sådan at byens placering afspejles i præmiestørrelsen. Vi har også tilføjet en "ærespræmie" til den by, som har den største procentvise øgning i distance ift. sidste års resultat for byen, som består af en kultur-oplevelse for byen.