You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Prøvehandlingsfase 2

Her kan du læse om de prøvehandlinger, vi har arbejdet med i anden fase.

Gennemført i perioden 26. april 2022 - 28. august 2022.

I prøvehandlingen har syv medarbejdere fra distrikt Nord og Heden løbende holdt velfærdssamtaler med 25 borgere – alle borgere, som de besøger i forvejen. Samtalerne er foregået uformelt, ofte mens andet arbejde blev udført.

Målet med prøvehandlingen er at skabe et bedre samarbejde og en hyppigere forventningsafstemning mellem hjemmeplejen og borgeren – et bedre samspil ud fra borgerens ønsker.

Sted

Afprøvet i Hjemmepleje og Hverdagsrehabilitering, Distrikt Heden og Distrikt Nord

Status

Borgerne udtrykker meget stor tilfredshed med samtalerne, som har ført til løbende ændringer, alt efter borgerens ønske den pågældende dag.

Derfor implementeres velfærdssamtalerne i Sundhed og Omsorg i løbet af første halvdel af 2023. I implementeringen samtænkes resultaterne fra prøvehandlingen ”Hjælp tilpasset borgerens døgnrytme” med løbende pulsmålinger på plejecentrene.

Der gennemføres en evaluering ultimo 2023.

I prøvehandlingen får borgere, der flytter til et kommunalt plejecenter, mulighed for at fortsætte i de aktivitetstilbud, som de hidtil har benyttet.

Målet med prøvehandlingen er at give mulighed for at bevare sociale relationer, som borgeren har med de øvrige brugere af dagcenteret. Samtidig lettes overgangen til den nye boform, som et plejecenter er.

Prøvehandlingen er fortsat fra fase 1. Her indgik to borgere i prøvehandlingen. For at få flere borgere med i prøvehandlingen har den været udbredt til alle §79-dagcentre.

Sted

Afprøvet i Aktivitet og Udvikling og pleje- og omsorgscentre

Status

Prøvehandlingen peger på, at det er en lille gruppe borgere, der ønsker – og for hvem det er relevant – at fortsætte i deres tidligere aktivitetstilbud. Men for denne gruppe gør det en stor forskel at få tilbuddet i overgangsfasen mellem eget hjem/dagcenter og plejecenter.

Prøvehandlingen implementeres derfor i Sundhed og Omsorg.

Beboernes ønsker til døgnrytme handler f.eks. om, hvornår beboeren ønsker at stå op, gå i seng, gå i bad, hvor og hvornår man gerne vil spise, og hvilke aktiviteter man gerne vil deltage i.

I prøvehandlingen har ledere og medarbejdere på Toftegården stillet sig spørgsmålene:

  • Hvor tilfredse er beboere og pårørende med den døgnrytme, beboeren har på Toftegården?
  • Er der tilstrækkeligt fokus på beboerens ønsker til døgnrytmen?

Sted

Afprøvet på Pleje- og Omsorgscenter Toftegården

Status

Under prøvehandlingen har løbende samtaler med borgere (pulsmålinger) og interviews med pårørende vist stor tilfredshed med den service, der tilbydes.

Pt. er der ikke ønsker til døgnrytme, som ikke kan efterkommes af personalet. Konkret har samtalerne dog givet anledning til at opfylde ønsker fra beboere og pårørende om flere aktiviteter ud af huset og mere synlige medarbejdere i fællesrummene.

Derfor implementeres prøvehandlingen i Sundhed og Omsorg i løbet af første halvdel af 2023. I implementeringen samtænkes pulsmålingerne med resultaterne fra prøvehandlingen ”Velfærdssamtaler” i hjemmeplejen.

Der gennemføres en evaluering ultimo 2023.

I prøvehandlingen afprøves en døgnrytmeplan på tværs af et plejecenter, Rehabiliteringscenter Viborg (RCV) og et hjemmeplejedistrikt. Formålet er at undgå dobbeltdokumentation i forbindelse med at borgerne overgår fra eksempelvis hjemmeplejen til RCV eller fra RCV til hjemmeplejen.

Sted

Afprøvet på Rehabiliteringscenter Viborg, Distrikt Vesterparken og Pleje- og Omsorgscenter Skovvænget

Status

Prøvehandlingen har vist, at døgnrytmeplanen fungerer godt på tværs. Derfor implementeres den fælles døgnrytmeplan i Sundhed og Omsorg.

Alle nye borgere vil blive oprettet med døgnrytmeplaner. Konvertering af eksisterende borgere vil ske løbende i løbet af 2023.

I første fase af prøvehandlingen var der fokus på at reducere antallet af ikke-akutte opkald mellem kolleger (egne afbrydelser).

Formålet med at forlænge prøvehandlingen har været at se på telefonopkaldene til hjemmeplejen fra borgere, pårørende m.fl. Prøvehandlingen har inddraget personalet i vagtcentralen hos Midtjysk Brand & Redning, og den har affødt en handlingsplan med indsatser til en mere ensartet, effektiv og serviceminded telefonbetjening i hjemmeplejen.

Sted

Afprøvet i Hjemmepleje og Hverdagsrehabilitering, distrikt Houlkær og distrikt Heden

Status

Der iværksættes en række indsatser til reduktion i antallet af telefoniske opkald, og det sikres, at dette udbredes til hele hjemmeplejen. Herunder udarbejdes en lille drejebog med ”leveregler” til at minimere interne, unødvendige afbrydelser.

Implementering af drejebogen sker i 2022. Der arbejdes desuden videre med de øvrige indsatser, herunder udvidet samarbejde med Midtjysk Brand og Redning. Dette evalueres ultimo 2023.

Med lokale indsatser, der tager udgangspunkt i beboernes ønsker, har tre forskellige plejecentre arbejdet på f.eks. at øge beboernes selvbestemmelse, skabe mere ro, hygge og en hjemlig stemning omkring måltidet.

Sted

Afprøvet på pleje- og omsorgscentrene Toftegården, Banebo og Liselund samt i Madservice Viborg

Status

Der er arbejdet med styrket dialog med borgerne om deres ønsker til alle døgnets måltider, og resultaterne har været gode. F.eks. har:

  • et center flyttet det varme måltid fra middag til aften, hvilket har betydet, at flere beboere spiser mere og sover bedre.
  • der været et øget fokus på måltidsværter og opdeling af lokaler i mindre afsnit, som har givet mere appetit og lyst til at blive siddende ved bordet.

Erfaringerne implementeres derfor på alle plejecentre i Viborg Kommune i løbet af første halvår 2023 – med plads til lokale variationer alt efter borgernes ønsker det pågældende sted.

Der vil blive udarbejdet et idekatalog med erfaringer fra prøvehandlingen, som kan understøtte den lokale forankring.

For at skabe en højere fleksibilitet for borgerne og en smidigere arbejdsgang ved bestilling af hjælpemidler har der været forsøg med udvidet åbningstider i Kvik Service. Kvik Service er et tilbud om hurtig sagsbehandling på ansøgninger om gængse standardhjælpemidler såsom rollatorer, badebænke, toiletforhøjere mm.

Opgaverne omkring hjælpemidler og udskrivelser er blevet samlet et sted, og medarbejdere fra visitationen er i den forbindelse forsøgsvist flyttet til Hjælpemiddelservice.

Sted

Afprøvet i Visitation Sundhed og Omsorg, herunder på Hjælpemiddelservice

Status

Det har vist sig, at opgaverne løses mere smidigt, og at visitationen er kommet tættere på borgeren.

Der mangler stadig fem etaper i prøvehandlingen om hjælpemidler. Disse iværksættes, så snart det er muligt. Enkelte afventer implementering af nyt teknologisystem, andre afventer svaret på Viborg Kommunes ansøgning til ministeriet den 1. april 2022 om frisættelse fra lovgivning.

De to etaper, der er afprøvet i prøvehandlingen, implementeres, så snart der er fundet egnede lokaler til alle medarbejderne på Hjælpemiddelservice. Dette forventes at ske i første kvartal 2023.

De resterende etaper overføres til tredje og fjerde fase af prøvehandlingerne

Prøvehandlingen omhandler visitering til og levering af praktisk hjælp til rengøring og tøjvask.

Formålet med prøvehandlingen er at forenkle visitationen, så borgeren får hurtigere tildeling af praktisk hjælp og en større indflydelse på tilrettelæggelsen af hjælpen.

Målet er også at sikre mere sammenhængende forløb i samarbejdet mellem visitation, rengøringsteam og ergoterapeut, herunder at reducere på den tid, der anvendes på forløb, der tydeligt kan igangsættes uden den store vurdering og rehabilitering. Samtidig er formålet at styrke den rehabiliterende indsats.

Sted

Afprøvet i Visitation Sundhed og Omsorg og i Rengøringsteamet, Hjemmeplejen

Status

I prøvehandlingen visiteres borgeren til ét samlet forløb, der både omfatter rehabilitering og hjælp til de opgaver, som borgeren ikke selv kan løse endnu. Prøvehandlingen peger på, at borgeren med det samlede forløb i mange tilfælde får væsentligt hurtigere hjælp og hurtigere bliver helt eller delvist selvhjulpen.

Desuden er der rigtig god synergi i, at faggrupperne arbejder tættere sammen og kan tilrettelægge hjælpen direkte og løbende med borgeren.

Derfor anbefales det, at straksvisitation af praktisk hjælp implementeres, men at der arbejdes videre med at lave en tydeligere vurdering, så borgere uden det store behov for rehabilitering blot kan tildeles den midlertidige hjælp.

Arbejdsgangen er i sin nuværende form ikke helt færdigtilpasset, og derfor laves en evaluering allerede efter første kvartal 2023. Formålet er at følge prøvehandlingen tæt - i takt med at der kommer et bredere datagrundlag.

Formålet med prøvehandlingen har været at blive klogere på, om øget og fast tilstedeværelse af terapeuter på plejecentre er med til at højne den samlede kvalitet i plejen. 

Sted

Afprøvet på pleje- og omsorgscentrene Sjørup og Birkegården

Status

Det har vist sig, at den øgede tilstedeværelse giver større kvalitet i samarbejdet mellem terapeut og plejepersonale, og at borgerens udfordringer belyses på nye måder, så kvaliteten i den samlede pleje og træning styrkes.

Prøvehandlingen implementeres derfor i hele organisationen. Samtidig arbejdes der med fastere strukturer for terapeuternes tilstedeværelse på plejecentrene – men også med en hyppigere tilstedeværelse, som understøtter, at beboere på plejecentre har mulighed for at forbedre eller vedligeholde deres fysiske funktionsniveau.

Politisk behandling

Ældre- og Aktivitetsudvalget behandlede Prøvehandlingshæfte 2 på møde den 25. oktober 2022. Læs referatet fra behandlingen her.

Kontakt

Karen Holdsbjerg-Larsen
Omsorgschef

khol@viborg.dk
Tlf. 25 12 55 42

Johannes Vesterby
Ældre- og Aktivitetsudvalget

jfv@viborg.dk
Tlf. 86 69 93 49