You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

sØnæs-priser 2015-2017

Læs om innovationspris, klimapris og betonpris, som er gået til sØnæs.

Viborgs sØnæs blev den 30. marts 2017 hyldet med Bæredygtig Beton Prisen, der uddeles af brancheorganisationen Dansk Beton i Dansk Byggeri, ved en prisfest på Dansk Arkitektur Center i København.

Henrik Juel Poulsen, Energi Viborg Vand, Andreas Hegaard, Svend E. Madsen A/S, Arne Madsen, Orbicon, Mads Holm Christensen, Orbicon, Kristine Juul Leth, Møller & Grønborg og Lotte Kunstmann, Viborg Kommune modtog den flotte pris.

sØnæs - et prisværdigt og visionært projekt
Julian Weyer, formand for Bæredygtig Beton Prisens dommerkomité, kalder sØnæs et prisværdigt projekt, hvor man både har sikret sig mod klimaforandringerne og etableret rensedam og rekreativt anlæg i én og samme løsning. Et visionært projekt med læring for mange andre kommuner og forsyningsselskaber. Se pressemeddelelse.

”Godt gået” sØnæs
Viborgs borgmester Torsten Nielsen er stolt af sØnæs, som nu også står som et godt eksempel på, hvordan beton kan tænkes ind i et klimatilpasningsprojekt på en både bæredygtig og flot måde.

Èn løsning
sØnæs får prisen for kreativ og bæredygtig brug af beton. I én og samme løsning sikrer sØnæs borgerne mod klimaforandringer, skåner miljøet og beriger viborgenserne med en rekreativ park.

Afstemningen
sØnæs var i skarp konkurrence med Lindevangsparken på Frederiksberg og Musicon i Roskilde, men viborgenserne satte ind med en imponerende slutspurt og sikrede sØnæs sejren.

Stor tak til alle jer, der har stemt på sØnæs og fået prisen til Viborg!

Dansk Beton uddeler prisen hvert andet år. Se mere om prisen på Dansk Betons hjemmeside.

Den 26. maj 2016 uddelte DANVA og Realdania vandbranchens egen klimapris på 50.000 kr.

Klimaprisen gives til sØnæs, som på fremragende vis kombinerer det rekreative med det tekniske og styrker samspillet mellem klimatilpasning og mennesker i et byområde.

Projektchef ved Realdania Anne-Mette Gjeraa og direktør i DANVA Carl-Emil Larsen overrakte prisen ved en ceremoni ved DANVAs Årsmøde 2016.

Prisen blev modtaget af projektleder Henrik Juel Poulsen fra Energi Viborg Vand A/S på vegne af Viborg Kommune og Energi Viborg Vand A/S.

Det er første gang, DANVA og Realdania uddeler Klimaprisen.

sØnæs vinder KTCs innovationspris 2015

sØnæs-projektet vandt KTCs innovationspris 2015 med hele 48 % af alle stemmerne.

Prisen blev overrakt på KTCs årsmøde den 22. oktober 2015 på Hotel Comwell, Køge Strand. Formålet med prisuddelingen er at påskønne nyskabende løsninger i den kommunaltekniske sektor, til gavn for alle.

"Vi er meget glade for at modtage KTCs innovationspris og glæder os over at opleve den merværdi, byparken giver, som især er synlig på den måde, som brugerne har indtaget området på. Uanset vejret er der mennesker i området omkring sØnæs", udtaler Jørgen Jørgensen, Chef for Natur og Vand, Viborg Kommune, som modtog prisen vegne af Viborg Kommune og Energi Viborg Vand A/S.

Se pressemeddelelsen om Danmarks bedste klimatilpasningsprojekt her.

sØnæs-projektet har modtaget økonomisk støtte fra VANDPLUS, som er et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Naturstyrelsen samt fra Friluftsrådet og Anders Brøndums Velgørende Fond.

3 projekter var nomineret som kandidater til prisen

KTC giver innovationsprisen til et projekt, der har skabt en ny og innovativ løsning i byen eller på landet, ved kysten eller i naturen. Det skal være løsninger, som har bidraget til nye måder at løse opgaven på, og som andre kommuner kan lære af.

Årets tema er klimatilpasning:

"- I år sætter vi fokus på de store klimaudfordringer, som alle kommuner står over for. De nye udfordringer rækker lige fra planlægningsarbejdet over temaplanerne - klimaplaner, spildevandsplaner og vandplaner – til lokalplaner og realisering af de konkrete projekter, der skal tage højde for klimaændringernes konsekvenser nu og i fremtiden. Opgaven kræver nye rammer, beslutningsgange og finansieringsmodeller, hvis der skal sikres effektive og rationelle modeller for den store klimaomstilling, understreger KTCs formand, Søren Gais Kjeldsen".

I alt 3 projekter er blevet udvalgt som nominerede kandidater. Se beskrivelsen af sØnæs-projektet - "Fra problemområde til rekreativ bypark, Viborg Kommune".

Innovationsprisen uddeles til det projekt, der har fået flest stemmer blandt medlemmerne af KTC. Uddelingen sker i forbindelse med KTCs årsmøde den 22. oktober 2015.

Læs mere om prisen og de indstillede projekter.

KTC er en organisation af topchefer i den kommunaltekniske sektor i Danmark herunder topchefer i fælleskommunale selskaber. KTC er talerør og udviklingsforum for denne sektor.

sØnæs var blandt de 5 finalister til Dansk Landskabspris 2015.

Mandag den 25. januar 2016 uddelte Kulturminister Bertel Haarder Dansk Landskabspris 2015.

Det skete ved et festarrangement i Folketingets Fællessal, hvor de 5 finalister blev præsenteret, efterfulgt af en levende debat om, hvordan bæredygtig landskabsarkitektur imødekommer samfundsudfordringerne. Se mere om prisen påDanske Landskabsarkitekters hjemmeside.

Vinderen blev SLA, der fik prisen for Novo Nordisk Naturpark.

Der var hædrende omtale til Viborgs sØnæs.

Juryen fandt det legende element i sØnæs projektet særligt vellykket, og at netop dette bør kunne fungere som en vigtig reference for fremtidige klimatilpasningsprojekter.

Lotte Kunstmann

Tlf: 87 87 51 03